Guide til det bedste Smart TV - FlatpanelsDK
webOS

Guide til det bedste Smart TV

28 Jul 2011 | Rasmus Larsen (@flatpanelsdk) |

Smart TV har adgang til internettet via tv-apps, som det kendes fra smartphones. Med apps får du adgang til f.eks. Netflix, Youbio, HBO, Viaplay, YouTube og TV2 Play, såvel som musiktjenester, spil og meget andet. Men Smart TV plages også af forsvindende apps og skiftende platform. Vi giver overblik over Smart TV, apps, og markedet generelt i vores guide.

Opdateret 18.11.2016: Canal Digital GO på Samsung Smart TV
Opdateret 12.10.2016: Nyt layout, nyt afsnit, opdateret tabel (flyttet til første afsnit), oversigt over apps der forsvinder, konklusion opdateret til 2016-forhold
Opdateret 18.8.2016: B&O får Android TV, ny overblikstabel, opdaterede beskrivelser, diverse
Opdateret 19.11.2015: Apps tilføjet i tabellen og visse beskrivelser ændret
Opdateret 2.7.2015: Info om 2015-modeller og seneste apps

Bedste Smart TV

Et godt Smart TV kan defineres ud fra mange parametre, men vi mener, at det skal være brugervenligt, hurtigt og ikke mindst have de tjenester/apps, som brugeren forventer. Det inkluderer naturligvis et bredt udvalg af streamingtjenester.

Desværre kan man ikke købe et hvilket som helst Smart TV i dag og forventer, at de har alle de relevante apps. Dels er det eksklusive aftaler, dels vil visse streamingudbydere bare ikke udvikle til mindre tv-platform. Flere tv-producenter forsøger i dag at opbygge eget tv-styresystem, hvor Google prøver at samle producenter under én fane med Android TV. Paradoksalt nok er der endnu ikke en eneste dansk app til Android TV på trods af at det kører på tværs af Sony, Philips og Bang & Olufsen TV (man kan dog bruge ”cast” fra en telefon/tablet).

Vi har grupperet efter styresystem i tabellen herunder:
  • Android TV bruges af Sony, Philips og B&O
  • LG bruger webOS
  • Samsung bruger Tizen
  • Panasonic bruger Firefox OS


    Apps der forsvinder

    Når tv’et træder ind i internettets alder, åbner der sig en verden af muligheder med filmleje fra sofaen, streamingtjenester og on-demand indhold. Smart TV har potentialet til at blive samme revolution for tv som smartphones er blevet for telefoner, men det kræver, at indholdsudbyderne følger med og at brugeroplevelsen er i top.

    Som tabellen ovenfor afslører, mangler relevante apps på mange platforme. Der er endnu ingen tv-platforme, som giver adgang til det hele, med mindre man er klar til at tilslutte en boks i form af Apple TV. Hvad værre er; apps forsvinder ofte efter du har købt et Smart TV og ejet det et par år.

    Se også guide til mediebokse
    Se også guide til streaming og apps

    De fleste producenter kører dog deres eget løb og forsøger at skabe eget styresystem/platform. Det går desværre ud over brugerne, dels fordi producenterne ikke har software-ekspertisen, dels fordi de ikke opdaterer ældre skærme. De manglende opdateringer betyder også, at ældre TV reelt glemmes efter de er blevet solgt.

    Vi har i nedenstående tablet samlet all møgsagerne for Smart TV, hvilket skulle give dig et indblik i hvor ofte apps forsvinder få år efter køb. I nedenstående artikel kan du læse mere og få overblik over hvor mange gange hver producent har skiftet tv-paltform (og glemt at opdatere de allerede-solgte tv-skærme):
  • Usmart TV: Forsvindende apps og skiftende platforme

    Sager med apps der forsvinder

    Eurosport Player forsvandt i september 2016 på 2012, 2013 og 2014 Samsung og Panasonic Smart TV samt Xbox
    TV2 Play forsvandt i november 2015 på 2010-2013 Sony Smart TV.
    YouTube forsvandt i april 2015 på Smart TV fra 2012 og tidligere.
    Viaplay forsvandt i august 2014 på Panasonic 2011-2013 Smart TV.
    Viaplay forsvandt i november 2015 på Smart TV fra 2011 og tidligere.
    DR TV’s løsning via HbbTV forsvandt i maj 2015 på Smart TV fra 2012 og tidligere.
    Netflix blev lanceret i Danmark i 2012, men tv-producenterne valgte, at app’en ikke skulle være tilgængelig på europæiske Smart TV fra 2010 og 2011, selvom selvsamme skærme i USA havde app’en.
    Skype forsvandt i juni 2016 på Smart TV fra alle fabrikanter, alle årgange.

    Overblik over platforme / producenter

    Herunder kan du læse mere om hver producents platform / skærme.

    Samsung Smart TV

    Samsung Smart TV
    Samsung lancerede Smart TV i 2011, men først da Samsung lancerede ny platform i 2013 blev det interessant. Det gav adgang til Netflix, HBO Nordic og Viaplay, men styremetoderne kan virke meget forvirrende med stemme-, bevægelses, hånd og klik-styring. I 2015 skiftede Samsung igen skiftet platform til Tizen, som de selv har udviklet.

    Platform: Tizen (fra 2015)
    Forcer: Tizen virker på tværs af tv, mobil og tablet, lovende platform, understøtter multi-tasking
    Ulemper: Få danske apps lige nu, virker kun på nye tv



    LG Smart TV

     LG webOS
    LG lancerede første Smart TV i 2011 med Netcast-platformen, der dog aldrig slog igennem. I 2014 introducerede LG et nyt styresystem kaldet webOS med en simpel brugerflade i højsædet. Med webOS vil LG forsøge at skabe egen platform.

    Platform: webOS (fra 2014)
    Forcer: Simpelhed, lovende platform, understøtter multi-tasking
    Ulemper: Bevægelsesstyring, mangler HBO



    Philips Smart TV

     Philips Android TV
    Philips var først med "NET TV" i 2010, men de udnyttede slet ikke forspringet. Philips havde længe den absolut dårligste platform - reelt blot en hjemmeside pakket ind i grafik. I 2014 forsøgte Philips at modificere Android fra mobiltelefoner til tv-skærmen, men igen uden held. Fra 2015 allierede Philips sig med Google og tog Android TV platformen til sig. Android TV virker på tværs af producenter og desuden på tv-bokse.

    Platform: Android TV (fra 2015)
    Forcer: Opbakning til Android fra udviklere, også spil og musik, velfungerende stemmestyring
    Ulemper: Mangler danske apps, kan være lidt sløv, mange fejl



    Sony Smart TV

    Sony Android TV
    Sony har igennem årene kørt deres eget løb med en lidt halvhjertet indsats på Smart TV området. Sideløbende prøvede de kræfter med "Google TV" - Google's tidligere forsøg på en tv-platform - men det blev en fiasko og kom aldrig til Danmark. Google TV er aflivet og fremover vil Google satse på "Android TV", som Sony tog til sig fra 2015.

    Platform: Android TV (fra 2015)
    Forcer: Opbakning til Android fra udviklere, også spil og musik, velfungerende stemmestyring
    Ulemper: Mangler danske apps, kan være lidt sløv, mange fejl



    Panasonic Smart TV

    Panasonic Smart TV
    Panasonic forsøgte sig i 2011 med en egenudviklet "Smart Viera", som dog aldrig fik vind under sejlene. I 2015 allierede Panasonic sig med Mozilla og begyndte at bruge Firefox OS i samtlige skærme. Panasonic har således outsourcet software-udviklingen. Firefox OS blev officielt erklæret dødt af Mozilla i september 2016 og det er uklart hvad Panasonic gør fra 2017.

    Platform: Firefox TV (fra 2015)
    Forcer: Relativ hurtig navigering, meget simpel og intuitiv
    Ulemper: Få danske apps, kanal-del ikke integreret



    Bang & Olufsen Smart TV

    B&O Android TV
    Bang & Olufsen har primært satset på musiktjenester i deres tidligere Smart TV, hvilket giver mening pga. de kraftfulde højttalere i skærmene. I visse TV kan der isættes en Apple TV-boks på bagsiden, som kan styres med B&Os fjernbetjening. Fra 2016 vil B&O støtte op om Google's Android TV styresystem, men stadig gøre plads til en Apple TV-boks.

    Platform: Android TV (fra 2016). Apple TV som supplement
    Forcer: Android TV + Google Cast. Apple TV integration, musiktjenester direkte i B&O-tv
    Ulemper: Få danske apps (i Android TV), kan være lidt sløv, mange fejl



    Sharp Smart TV

    Sharp Android TV
    Sharp har ligesom andre producenter igennem flere år tilbudt adgang til streamingtjenester via en portal, der har virket noget halvhjertet. Fra 2015 sluttede Sharp sig til Google og begyndte at implementere Android TV, men skærmene er aldrig kommet til Danmark. De har siden da også allieret sig med Roku i USA.

    Platform: Android TV (fra 2015)
    Forcer: Opbakning til Android fra udviklere, også spil og musik, velfungerende stemmestyring
    Ulemper: Mangler danske apps, kan være lidt sløv, mange fejl



    Så hvad skal man købe?

    Markedet for Smart TV er stadig ikke modent. Udvalget af apps er spinkel og brugervenligheden halter stadig lidt. Producenterne begyndte i 2015 at køre nye tv-styresystemer ind, som er bedre end hvad vi så tidligere, men det ændrer ikke på, at ældre tv-skærme stadig glemmes, så snart de nye er ude. LG har webOS, Samsung har Tizen, Panasonic bruger Firefox OS, og Sony/Philips/Sharp/B&O bruger Android TV.

    Vores anbefaling er fortsat, at du ikke tømmer sparebøssen for at få et top-of-the-line Smart TV. Det er stadig begrænset, hvad du kan bruge det til. Producenterne har endnu til gode at bevise, at de ikke gang på gang lader kunder i stikken efter mindre end et år og at apps ikke fjernes i tide og utide få år efter køb. Vil du være prøvekanin?

    Smart TV er ikke på samme stadie som smartphones. Vores holdning er fortsat, at såfremt du primært vil se streamingtjenester er det bedre at købe en medieboks i stedet. F.eks. Apple TV eller Chromecast. De er langt billigere, mere brugervenlige, opdateres, og har meget større udvalg af app - og kan skiftes ud løbende. Find den bedste medieboks til streaming her.

    Læs også vores anmeldelser af TV

    Hvad er dine oplevelser med Smart TV og streaming på tv-skærme? Del dine erfaringer i kommentar-feltet herunder.



  • Del på: