Brug dette forum til forslag og ris/ros til Flatpanels og forummet.

Redaktører: AndreasL, Moderatorer

Af Fjendbo
#217351
Hej FlatPanels

Jeg har gået og tænkt lidt på, om en kalibreringsoversigt kunne være en idé? En overskuelig oversigt med mulighed for filtrering af visning (mærker, år osv.), hvor I eventuelt smider et link til hele jeres anmeldelse eller blot til en tabel med de anbefalede indstillinger. Og siden I af naturlige grunde ikke kan teste alle TV, men derimod er kloge på hardwaren, så kunne i sammen med indstillingerne skrive, at følgende indstillinger med fordel kan forsøges på TV X, Y og Z, da de bruger samme panel osv.
Og har I adgang eller kendskab til andre TV-anmeldersider, som også gør deres kalibreringsindstillinger tilgængelige, så kunne I lige snuppe dem og gøre dem tilgængelige på siden :)
Dertil kunne der også åbnes op for brugergenererede indstillinger til TV, hvor enten I eller andre TV-anmeldere ikke har indstillingerne. Det kunne enten være et krav at brugeren har brugt udstyr til at kalibrere TV'et, eller man kunne frit poste sine indstillinger, give en lille beskrivelse og så kunne andre ejere af TV'et give indstillingerne karakter eller lignende. Hvis dette kunne blive en succes, så kunne det være I kunne tilbyde, at man kunne låne noget kalibreringsudstyr af jer, mod at man gør resultaterne tilgængelige for alle andre via jeres side :)

Er der andre her på siden, som synes dette er en god idé? :)
Brugeravatar
Af Torben Rasmussen
#217362
Idéen er god nok, men det vil kræve en del arbejde at koge det hele sammen, da tabellerne med indstillinger ikke er en del af en database, men skrevet ind i manuelle HTML-tabeller. Da ingen af producenterne har været flinke nok til at kalde tingene det samme i deres menuer, så kan vi ikke lave en generisk skabelon, som egner sig til at blive gemt i en database og så får vi pludselig to steder tingene skal skrives ind hver gang.

Du er dog velkommen til at starte en tråd her i forum, og vi skal gerne gøre den sticky, så den ligger øverst hvis der er nok momentum i den. Så kan andre linke og komme med indspark her i forum. Du kan jo med fordel komme med nogle guidelines i tråden for hvordan et indlæg med nye TV bør formuleres, så det ikke er ren ragnarok. Så kan du jo lægge et par dummy-indlæg ind i starten så du har nogle at klippe indholdet fra de øvrige kommentarer ind i, så det ligger samlet i starten. Hvis der er nok opbakning, så skal jeg gerne overtage tråden senere, men det er ikke noget jeg vil drive fremad lige pt.

Udlån af udstyr kommer dog ikke på tale. Det kræver øvelse at betjene og har man dét så har man nok også udstyr selv. Vi kan ikke have udstyr ude, som kan risikere at bortkomme eller komme til skade hvis vi pludselig får adgang til et TV til test.
Af Fjendbo
#217496
Ja nok noget i stil med den :) .. Den virker dog en anelse uoverskuelig, og der er flere TV, der ikke findes indstillinger til.

Jeg har lidt svært ved at se, hvordan det er muligt at bevare overskueligheden i en tråd, men vil overveje at prøve at starte en tråd :) ..
Brugeravatar
Af Torben Rasmussen
#217497
Det er muligt, at der kan laves en fiks måde, som vi kan kombinere med vores anmeldelser, men det skal næsten være den vej rundt for at vi vil få det brugt aktivt. Hvis vi skal vedligeholde en database eller lignende ved siden af, som ikke bruges i anmeldelserne, så vil den nok gå hen og dø med tiden. Det kunne nok gøres så simpelt, at det blot var HTML-tabeller der blev gemt som ren tekst og så kunne hentes frem ved at vælge en given TV-model fra en liste.

tweakTV.com er dog ikke en speciel køn løsning, så det skal helst være noget mere tilgængeligt.
Af Fjendbo
#217498
Ja hvis der kan bruges mest muligt med eksisterende indhold, så er det klart at foretrække. Og er også foretaler for HTML-tabeller - bare så nemt/simpelt som muligt at vedligeholde og anvende.
Og ved HTML-tabeller vil jeg også mene, at brugere selv kan tilføje indstillinger. Det besværlige kan dog blive, at TV-producenterne ikke opbygger billedindstillingerne på samme måde og heller ikke under samme navne (sort niveau/sort tone, lys/baggrundslys osv.). Og jeg ved heller ikke, hvor meget de enkelte TV-producenter ændrer i menuerne fra årgang til årgang, som besværliggøre en delvis skabelon.

Jeg er også enig i at tweakTV.com ikke er en særlig brugervenlig løsning - en smule mere filtrering og kun have TV på listen med tilgængelige indstillinger ville gøre en forskel.
Af askernedefragrillen
#217499
Jeg synes det er en rigtig god ide.

Men Torben: Hvorfor ikke bare forenkle systemet? I stedet for tabeller kan det da bare være en drop-down menu med fjernsynsmodeller og så kan indstillingerne være en billede af settings fra enten de førnævnte tabeller eller direkte fra skærmen.

Måske ikke den pæneste løsning, men det vil da virke.
Brugeravatar
Af Torben Rasmussen
#217504
Jeg tror godt vi kan få flettet tabellerne vi bruger ind i vores database, så de kan trækkes ud hver for sig uden at der skal tages billeder af dem. Idéen med et responsivt design går jo lidt fløjten hvis vi skal til at lave tabellerne om til billeder bagefter.

edit: Jeg har nu fået lavet en demo hvor tingene kører fra tabeller udtrukket fra databasen, så det kan lade sig gøre. I første omgang implementerer vi nok systemet i vore anmeldelser, så vi kan se, at tabellerne trækkes korrekt ud og vises hvor de skal. Så kan vi se på at lave en artikel hvori man kan filtrere på TV-modellerne og få hevet den tabel ud der viser settings for det givne TV. Den kører her:
http://www.flatpanels.dk/settingsParser_02.html
Af Fjendbo
#217545
Fedt! :) .. Og håber I vil overveje brugergenererede settings, hvis det kommer op at køre, folk anvender det og der kan findes en snedig måde at implementere det på.
Dog tænker jeg, at brugersettings kun skal være mulige, hvis ikke I har settings på det givne TV ..
Brugeravatar
Af Johnhother
#217549
Jeg tror at man skal passe lidt på med at bruge billedeindstillinger fra andre TV. Godt nok er Flatpanels kalibreringer ganske fine, og kan ofte forbedre billedet.

Jeg har lige haft den noget pudsige oplevelse, at jeg først lagde AVforums ISF billedeindstillinger indpå mit 55CX800E, fra deres test af 50CX802B - billedet var ganske fint.

I dag prøvede jeg så at lægge AVforums ISF billedeindstillinger ind fra deres test af nu 55CX802B, og disse burde vel være mere egnede al den stund, at her var tale om samme størrelse af panel. Men..... men....

Indstillingerne fra 55CX802B gav et næsten lidt mælkeagtigt skær på mit TV, og detaljerne blev minimeret. Der var faktisk en meget stor forskel i billedeparametrene mellem 50 og 55 tommer TV´ene.
Brugeravatar
Af Torben Rasmussen
#217563
Med brugen af nanokrystaller vil der være større variation mellem TV end førhen, og da CX800 netop har et panel med dette i, så vil den potentielt være ret svær at genbruge settings på. Det kan godt underminere en sådan database efterhånden som flere går dén vej.
Af Fjendbo
#217597
Eller det kan skabe et større grundlag for brugergenerede settings.

Jeg ved ikke, hvor stor variation der er på TV med nanokrystaller, men hvis I eksempelvis kalibrerer et TV, kan de indstillinger så ikke fungere som et udgangspunkt? Så kan man selv fintune det og eventuelt poste sine ændringer i en tråd tilhørende jeres kalibrering, med en kort beskrivelse ..
Brugeravatar
Af Torben Rasmussen
#217602
Jo, det vil de givetvis kunne. Det er af samme grund, at vi typisk stopper ved 2-punkts-justeringerne. For at komme i mål på visse TV, så skal man helt ned i 10-punktsjusteringerne for at få gammakurven og RGB-kurven fladet ud. Men selv 2-punktsjusteringerne vil nok være for specifikke til de flestes vedkommende.

Grunden til, at de her Quantum Dots (Nanokrystaller) og hvad man ellers kalder det giver problemer er, at de alle er en variant af fosfor og dette materiale har en langt større variation end fremstillingen af en LED og nogle passive farvefiltre. Dermed så vil hvert enkelt TV variere meget mere når man har et udvidet farverum, fordi den eneste måde at opnå dette farverum er at benytte en af de fire typer fosformateriale som man i dag kan vælge mellem.
Brugeravatar
Af Torben Rasmussen
#217728
Så har jeg arbejdet lidt videre med projektet, og vi har en funktionel "indstillings"-database, som kan hive alt ud og vise i eks. en af vore artikler. Det vil blive lavet som en on-the-fly filtrering, så til at starte med, vil der være en liste over ALT hvad vi har anmeldt og så kan man klikke på hver enkelt TV for at få vist tabellen med indstillinger. Der kan så filtreres på eks. producent eller årstal. Da data således hentes samme sted fra, som de ting der ryger i vores anmeldelser, så vil der IKKE blive åbnet for muligheden for, at der kommer brugerindstillinger i. Den må I dele i enten forum eller i kommentarfelterne i artiklen.

Indtil vi piller siden ned igen, så er der en dummy-version her (der er ikke puttet rigtige data i - kun tabeller for X85 og JS9505 for at teste at det virker):
http://www.flatpanels.dk/settingsParser_04.html