Hvis du har testet eller kort afprøvet en skærm og du ønsker at dele dine erfaringer med andre.
Brugeravatar
Af koenigs
#97890 Nvidia 3D Vision

Billede

Hvis noget i dag rent faktisk er det nye sort, så må det i den grad være stereoskopisk 3D. I øjeblikket er det mest i biografen det foregår, hvor film som Avatar, Alice in Wonderland og Monsters vs Aliens, allerede nu har gjort 3D film til en naturlig del af en biografoplevelse. Men det er også på vej hjem i stuerne, hvor de første producenter allerede på nuværende tidspunkt har leveret modeller der kan vise 3D. Nintendo arbejder tilmed på en afløser til DS, nærmere betegnet 3DS der kommer med hele 2 3D skærme, hvor der ikke skal bruges briller. Selv Playstation 3 står for en firmware opdatering der muliggør 3D med det rigtige TV tilsluttet.

Allerede nu er det dog muligt at få 3D oplevelsen hjemme foran computerskærmen med 3D Vision fra Nvidia. Produktet bygger på såkaldte aktive ”shutter glasses” der skiftevis lukker for henholdsvis det højre og venstre øje, samtidig med skærmen i samme frekvens skifter billederne, således at hvert øje får forskellige billeder. På den måde kan man fodre hjernen med illusionen om et 3 dimensionalt billede, præcis på samme måde som vi i forvejen ser i 3 dimensioner i den virkelige verden. Dette kræver at monitoren man ser på, kan sende dobbelt så mange billeder ud i sekundet, så man undgår flimren for øjnene. I denne test bruger jeg en Samsung 2233RZ der opdaterer med ægte 120hz, altså unikke 120 billeder i sekundet.

Selve produktet
Når man åbner kassen med 3D vision sættet, mærker man straks at det ikke er et billigt produkt man har mellem fingrene. Indpakningen og kvaliteten generelt er af meget høj kvalitet. Man finder måske ikke brillerne på forsiden af Vogue, Elle eller Euroman for den sags skyld, men i forhold til hvad der tidligere er set, eller det man har på i biografen, er det slet ikke tosset. De er også relativ kompakte, når man tænker på der både er lithium batteri og elektronik indeni. Der er desuden 3 næseprofiler med til brillerne, så pasformen skulle være for alle, også ovenpå eksisterende briller. Jeg har dog erfaret at de sidder lidt ubehageligt omkring ørene når man har haft dem på i 2-3 timer ad gangen, men det har jeg løst ved at tage en pause indimellem.

Udover brillerne, er der også 2 USB kabler med, et til at oplade brillerne og et til den trådløse modtager. Modtageren kan også tilsluttes DLP projektorer eller en traditionel CRT monitor med mindst 100hz. På modtageren er der også et rullehjul til justering af dybde og en indikator og aktiveringsknap.
Installationen af udstyret gik smertefrit, specielt efter at have fundet ud af der også skulle installeres en 3D vision driver. Man bliver guidet gennem en lille test der afgør om man reelt kan se 3D, og den bestod jeg heldigvis. Man regner med ca. 10% ikke kan se 3D.


Testsystem:
CPU: Athlon II x2 @3,8 ghz
RAM: 4 GB DDR3-1333
Gfx: Gigabyte GTX260 216SP OC 896mb
Monitor: Samsung 22” LCD 2233RZ 120hz

Test spil:
Far Cry 2
Half Life 2: Episode I
Half Life 2: Episode II
Resident Evil 5
Race Driver Grid
Flatout - Ultimate Carnage
Fallout 3

Når man skal afvikle 3D på computeren kræver det at systemet skal lave 2 forskellige billeder på éen gang, og det kræver ca. dobbelt så meget ydelse som ellers. Det sætter store krav til hardwaren. Mit system er ikke det hurtigste på markedet, men det er voldtaget godt og grundigt i form af overclocking og yder derfor ret respektabelt i spil. Der var ingen problemer med de testede spil i form af dårlig framerates, selv med de fleste indstillinger på "high" og i 1680x1050 som er monitorens naturlige opløsning. Det var dog langt fra altid 60fps med dette system, så jeg kunne da sagtens udnytte endnu flere kræfter.

Far Cry 2
En helt igennem fantastisk oplevelse, intet mindre. Det er som et komme ind i en helt anden verden. Dybdefornemmelsen er fremragende, detaljegraden er helt forrygende og man lægger mærke til ting man aldrig har skænket en tanke før. Alt fremstår klart og tydeligt som var man der selv. Våbnene man har i hånden virker fuldstændig realistiske som om man selv render rundt med dem, det er så imponerende at det kan være svært at få øjnene væk igen. Det skal bare opleves. Da Far Cry 2 udkom skuffede det mig fælt og jeg nåede kun at spille et par missioner før jeg lagde det fra mig. I 3D har dette spil fået et helt nyt liv og det er et godt eksempel på hvordan 3D kan gøre en enorm forskel.

Half Life 2: Episode I
Det første spil jeg prøvede skuffede faktisk en hel del. Jeg kunne sagtens se 3D virkningen, men den var ikke så udpræget som jeg havde håbet, og der var lidt småfejl rundt omkring i perspektivet. Jeg gik ind på Nvidias hjemmeside og kunne konstatere at brillerne virker bedre med Episode II. Hmm, så må jeg jo prøve det i stedet for. Der er nemlig en del forskel på hvor godt 3D effekten virker på forskellige spil.

Half Life 2: Episode II
Af en eller anden grund virker 3D effekten bare meget bedre i dette spil, end Episode I, selvom det jo er en del af samme spil serie og bruger samme 3D motor. Alt fremstår krystal klart og detaljegraden virker af en eller anden grund bare meget større end man er vandt til. Måske er det fordi hjerne jo bliver fodret med dobbelt så mange informationer om billedet. Fornemmelsen af at være inde i spillet er bestemt til stede. Det er ikke fordi det hele popper ud af skærmen, men nærmere fordi det er som at kigge ind af et vindue i en verden fuld af dybte.

Race Driver Grid
Mine forventninger til bilspil var ret høje, men de blev faktisk indløst, ja måske endda mere end indløst. Det giver en fantastisk indlevelse og fartfornemmelse, specielt når man ser det fra cockpittet, hvor man næsten kan række ud efter rattet selv. Jeg synes også 3D bidrager til gameplayet, da det er meget nemmere at se hvornår man skal bremse inden et sving. Alt i alt en meget positiv oplevelse. Det har faktisk givet mig fornyet interesse for bilspil.

Flatout - Ultimate Carnage
Et lidt ældre spil, men fuldkomment forrygende i 3D. Her er dybdefornemmelsen helt fantastisk og man dukker dig indimellem for ikke at få dele fra de andre biler i hovedet. Fartfornemmelsen er også lige i skabet og jeg har faktisk svært ved at forestille mig ikke at spille det i 3D. Rigtig godt demonstationsspil, og et fremragende eksempel på at 3D kan holde live i spil selvom grafikken viser sin alder.

Resident Evil 5
Dette spil er ”3D ready” og man kan mærker med det samme at spillet simpelthen er skræddersyet til 3d brillerne. Som nævnt før bliver detaljegraden på en eller anden måde forøget og indlevelsen får virkelig et boost. De forskellige kæmpemæssige "bosser" bliver også virkelig skræmmende i 3D og man kommer let til at gå i panik. Det er i det hele taget en fornøjelse at se kuglerne suse gennem luften og blodet sprøjte lystigt :D. Det er også et eksempel på hvor fantastisk partikeleffekter som tåge og røg kan se ud i 3D og få en rummelighed. På trods af enkelte ghosting problemer, er dette simpelthen et must i 3D og måske et af de flotteste spil p.t.

Fallout 3
Hvis man godt kan lide at stikke lidt af fra virkeligheden, er et spil som Fallout 3 et oplagt valg med sin kæmpemæssige verden og den enorme variation i hvad man kan lave i den. Det hele bliver dog ikke dårlige i 3D hvor det bare er endnu lettere at fortabe sig i de fantastiske postapokalyptiske landskaber og blive skræmt fra vid og sans af de genialt designede fjender. Dette spil er simpelthen oplagt til 3D vision. Der er da lidt små perspektiv problemer hist og pist, men det er absolut i småtingsafdelingen.

Ud over disse spil virkede 3D vision også fint med mange andre, men dette er bare et udvalg. F.eks. var spil som Far Cry og Assassins Creed og helt fantastiske i 3D, mens f.eks. Dirt 2 og Crysis var lunkne oplevelser. Det ser dog ud til at i de nyeste spil hvor udviklerne har taget højde for 3D, så virker det også bare fremragende.

Generelt som 3D oplevelsen
Brillerne har i den grad overrasket mig positivt. Jeg har ikke været specielt imponeret af 3D biograffilmene som f.eks. Avatar eller Monsters vs Aliens, tilgengæld er jeg meget imponeret af 3D Vision. Det er lidt som at komme ind i selve spillet, alt bliver lidt mere nært og virkeligt. Man begynder at se detaljer man ikke har set før, og det virker i det hele taget mere nærværende og ægte. Jeg tror man er nødt til at prøve det, for at forstå det. I de fleste spil er der dog ikke noget der popper ud af skærmen, men det er snarere som at se ind af et vindue. Jeg har før prøvet med de røde og blå briller på PC og det virkede da også fint mht. dybtevirkning, men med 3D Vision står billedet krystal klart med korrekte for flotte farver.

Generelt havde flere spil små problemer med ghosting effekten, hvor man ser et ganske svagt omrids af det billede der var tiltænkt det andet øje. Men lad mig slå fast at det er i småtingsafdelingen og at man ikke skænker det en tanke efter få timers spil. Et andet mindre problem er at lysstyrken på Samsung skærmen simpelthen ikke er høj nok til 3D. Lysstyrken bliver jo halveret når man skifter til 3D. Dette er dog ikke et problem ved 3D vision brillerne, men mere specifikt ved den monitor jeg testede brillerne med. Jeg er sikker på dette problem bliver løst, lige så snart de første 120hz skærme med LED bagbelysning kommer på markedet, de har nemlig ofte muligheden for nærmest at brænde nethinderne væk i lysstyrke. Når det er sagt virker det dog stadig helt fint på Samsung skærmen, selvom billedet er en smule mørkere end man er vandt til.


Efter 14 dage med 3D vision
Eftersom man stille og roligt vender øjnene til at se i 3D med brillerne, bliver det også muligt at skrue op for dybten i billedet og opnå endnu større virkning. Det virker også som om hjernen vender sig til det 3 dimensionelle, jeg synes i hvert fald jeg får større og større udbytte for hver dag. Det er som om virkningen vokser. Her efter 14 dage er det stadig imponerende at starte et spil op i 3D og jeg tager stadig mig selv i at række ud efter ting på skærmen, da man ofte har lyst til også at røre. Det har også den negative effekt at jeg ikke gider at spille i 2D mere. Det virker så kedeligt og livløst. Jeg glæder mig virkelig til at få en 50" 3D plasma hjemme i stuen og så spille Gran Turismo 5 på PS3.

Konklusion
3D vision har været en kæmpe oplevelse for mig. Selvom man skal smide ca. 3000 kr for en ny 120hz monitor og 3D Vision brillerne, så er det alle pengene værd for mig. Det er svært at sige om det også vil være det for andre, men jeg er i hvert fald blevet hooked på gaming i 3D. Jeg vil dog under alle omstændigheder sige at en 120hz monitor nærmest bør være obligatorisk til gaming, så måske burde man kun se på prisen for selve 3d brillerne, og i såfald synes jeg de ca. 1000 kr er enormt godt givet ud.

Så selvom du som mig synes at Avatar (3D effekten, ikke filmen) var en tam omgang, og du lige så godt kunne have set den i 2D, så afskriv ikke 3D til spil, for det er en helt anden oplevelse, eller det har det i hvert fald været for mig. Jeg har svært ved at forestille mig at gå tilbage til 2D oplevelsen frivilligt.

På trods af nogle småting, får 3D Vision får min varmeste anbefaling herfra.
Senest rettet af koenigs 29. apr, 10:05, rettet i alt 3 gange.
Af Fing
#97892 Kunne være man skulle prøve de briller. Jeg har samme skærm som dig. Jeg synes faktisk 3d Avatar var fantastisk, så hvis spiloplevelsen er bedre kan det jo kun være godt.
Brugeravatar
Af NazmDK
#98667 Tusind tak for anmeldelsen :D
Af noxity
#103606 Rasmus nu skriver du i negativ listen:
Få 3D ready spil.

Men hvis listen fra Nvidia er 3D ready spil, så synes jeg det er noget pessimistisk at kalde det for få. Der er jo flere hundrede spil.

EDIT:
Jeg åbnede lige øjnene, og må give dig ret :D

EDIT2:
Hvor stor er forskellen på et "Excellent" og et 3D ready spil?
Brugeravatar
Af koenigs
#103621 Det er svært at sige.

Generelt er listen lidt svært at stole på, jeg oplevede utrolig meget forskel på 3D kvaliteten af de spil der havde fået karakteren excellent, lige fra næsten uspilleligt til næsten perfekt. Der er også flere af titlerne under "Good" der bedre end mange af dem under excellent. Jeg tror det hænger sammen med at listen ikke opdateres og gennemtestes når det kommer en driveropdatering.

Titlerne med "3D ready" er efter min mening alle i særklasse og fejlfrie når det kommer til 3D oplevelsen. Det er faktisk kun din monitor der er det svage led her. Efter min mening er det kun "3D ready" titlerne der er sikre satsninger når man vil spille 3D, spillene i Excellent er mere eller mindre hit-or-miss.

Min klage går egentlig på at specielt de nyeste spil slet ikke virker i 3D, det viser jo at Nvidia simpelthen ikke samarbejder godt nok med spiludviklerne, og det synes jeg er meget foruroligende. Eksempler på dette er f.eks. Blur, Split Second og Splinter Cell Conviction.

Jeg håber lidt på at introduktionen af 3D på PS3 og Xbox 360 hjælper med til at multiplatformtitlerne bliver bedre forberedt til 3D. Det skulle jo også gerne smitte lidt af på PC versionerne.

Håber det var svar nok ;)



noxity skrev:Rasmus nu skriver du i negativ listen:
Få 3D ready spil.

Men hvis listen fra Nvidia er 3D ready spil, så synes jeg det er noget pessimistisk at kalde det for få. Der er jo flere hundrede spil.

EDIT:
Jeg åbnede lige øjnene, og må give dig ret :D

EDIT2:
Hvor stor er forskellen på et "Excellent" og et 3D ready spil?
Af noxity
#103625 Helt bestemt!

Men kan jo kun konkludere at man må prøve sig frem, når det kommer til at bedømme om et spil klare 3D konvertering godt.
Brugeravatar
Af Rasmus Larsen
#103627
noxity skrev:Helt bestemt!

Men kan jo kun konkludere at man må prøve sig frem, når det kommer til at bedømme om et spil klare 3D konvertering godt.


For lige a give et lille indspark her, så er jeg meget enig. 3D effekten varierer meget fra spil til spil. Det samme er tilfældet med video indhold på 3DTV.

Personligt gider jeg ikke at kigge på så meget af det dårlige 3D indhold, men når 3D-effekten fungerer godt, så synes jeg det bidrager til en helt ny dimension. Dette gælder både for 3D spil og 3D film.

Jeg foreslår, at vi prøver at samle nogle af de gode oplevelser her i tråden. Jeg må tilslutte mig f.eks. Far Cry 2 som er rigtig flot i 3D.

Sidder her andre, som har erfaringer med Nvidia 3D Vision systemet?
Af selliah
#103633 Kan dette 3D kit under ingen omstændigheder bruges med et ATI grafikkort eller en high-end bærbar med hdmi?
Af Minii
#103640 Vil det sige, at hvis jeg har et BR-drev i min stationære, og sætter den til min EX500 55, så kan jeg se 3d? - Fremfor at invistere i et 3D fjernsyn ?
Af noxity
#103661
Minii skrev:Vil det sige, at hvis jeg har et BR-drev i min stationære, og sætter den til min EX500 55, så kan jeg se 3d? - Fremfor at invistere i et 3D fjernsyn ?


Der er en liste af displays på nvidia's hjemmeside. Her kan du se hvad der skal til for at kunne afspille Blu-ray 3D.

Kan i sige noget om 3D effekten i World of Warcraft ?
Af Minii
#103672 Det må så være et nej. Der er ingen fjernsyn på Nvidias, så det er lige fedt.
Af Minii
#103673 Fedt.. Har lige læst mig til, at mange skærme som er 120Hz, simpelthen kun understøtter et 60hz input-signal, for derved at konventere det til 120 :s Genialt.. Dvs. det absolut IKKE kan bruges sammen med det kit. :s
Brugeravatar
Af koenigs
#103678
selliah skrev:Kan dette 3D kit under ingen omstændigheder bruges med et ATI grafikkort eller en high-end bærbar med hdmi?


ATI skulle gerne være på vej med 3D software, men så bliver det jo nok ikke kompatibelt med Nvidia briller. Så indtil videre hænger man beklageligvis på en enkelt producent når man vil have den ekstra dimension på PC'en.
Brugeravatar
Af koenigs
#103680
selliah skrev:Kan dette 3D kit under ingen omstændigheder bruges med et ATI grafikkort eller en high-end bærbar med hdmi?


Det må blive et nej til begge dele. Ati kommer snart med deres egne 3D drivere og sikker også tilhørende briller.

HDMI på den bærbare understøtter ikke mere end 60hz på nuværende tidspunkt, og kan derfor heller ikke bruges, så vidt jeg er orienteret. I princippet skulle en crt på 120hz sagtens kunne bruges hvis du har vga/dvi udgang på den bærbare.
Af Minii
#103681 Fedt at min gamle Sony analog skærm kan følge med, i 1024x768 :o.

- Man kan undre sig lidt engang imellem.
Brugeravatar
Af Rasmus Larsen
#103682
Minii skrev:Fedt.. Har lige læst mig til, at mange skærme som er 120Hz, simpelthen kun understøtter et 60hz input-signal, for derved at konventere det til 120 :s Genialt.. Dvs. det absolut IKKE kan bruges sammen med det kit. :s


Ja, du skal have en ægte 120 Hz skærm. Der findes også skærme der kan modtage i f.eks. 75 Hz men derefter viser billedet i 60 Hz.

Ægte 120 Hz skærme er f.eks. Samsung 2233rz og Alienware AW2310.
Brugeravatar
Af Rasmus Larsen
#103683
Minii skrev:Vil det sige, at hvis jeg har et BR-drev i min stationære, og sætter den til min EX500 55, så kan jeg se 3d? - Fremfor at invistere i et 3D fjernsyn ?


Nej desværre. EX500 understøtter ikke 120 Hz input.
Brugeravatar
Af Torben Rasmussen
#103688
Rasmus Larsen skrev:
Minii skrev:Fedt.. Har lige læst mig til, at mange skærme som er 120Hz, simpelthen kun understøtter et 60hz input-signal, for derved at konventere det til 120 :s Genialt.. Dvs. det absolut IKKE kan bruges sammen med det kit. :s


Ja, du skal have en ægte 120 Hz skærm. Der findes også skærme der kan modtage i f.eks. 75 Hz men derefter viser billedet i 60 Hz.

Ægte 120 Hz skærme er f.eks. Samsung 2233rz og Alienware AW2310.

Kan det tænktes, at du (Minii) tænker på fjernsynsskærme og ikke PC-monitors? Ret mange TV har en opdatering på eks. 100 eller 200 Hz, men det er kun internt frekvensen bruges. Indgangene er typisk kun på 60 Hz. På monitor-siden er man lidt mere OBS på at 120 Hz er fedt når man spiller, så dér forholder det sig anderledes netop med Samsungs og Alienwares to modeller (Viewsonic har vist også en).

Du ser heller ikke PC-monitors med samme type 100 Hz som TVene har, hvor der indsættes kunstige frames. Du kan dog godt smide 75 Hz ind i de fleste PC-monitors, men som RAsmus skriver, så laves det om til 60 Hz og resultatet kan være tvivlsomt, for hvor skal de sidste 15 Hz ryge hen? Og hvilke opdateringer er vigtige af de 60? Så alm. monitors bør altid køre ved 60 Hz.