Hvis du har testet eller kort afprøvet en skærm og du ønsker at dele dine erfaringer med andre.

Redaktører: AndreasL, Moderatorer

#92730
Tænkte at jeg lige ville skrive lidt om mine erfaringer med Philips PFL8664H/12, som pt. sælges hos Wupti, Fona, Bilka osv. til mellem 9.000 og 10.000 kr.

Skærmen er 40" og er udstyret med LED baggrundsbelysning (kantbelysning). På trods af at skærmen har en tykkelse på kun 3 cm, kan den desværre ikke monteres helt fladt mod væggen. Dels har skærmen bagudvendte stik (specielt antenne stikket fylder en del), og dels kræver Ambilight en vis afstand mod baggrunden for at den rette effekt opnåes. Det optimale afstand mod væggen er dermed ca. 5,5 cm. Afstanden mod væggen er også begrænset af varmeudviklingen - Philips specificerer ca. 5 cm.

Philips tilbyder et originalt vægbeslag (SQM6175/10) som fungerer rigtig godt. Der er tale om et speciel bøjlebeslag, og ikke et standard VESA 300 beslag. Bøjen er dekorativ, nemt at montere og udformet således at skærmen nemt kan justeres så den hænger helt vandret - uanset at beslaget måske er lidt skævt monteret.

Billedet på PFL8664H er flot og kontrastrigt. Yderligere tilbyder Philips en nem og brugervenlig billedjusteringsassistent. Nogen finder måske billedet en anelse for rødligt ved standardopsætningen, men det kan justeres væk. Skærmen har også en del selvjusterende funktioner mht. baggrundslys, kontrast osv. Jeg finder disse autojusteringer en anelse generende (da de arbejder synligt), så jeg har slået dem fra. Jeg har ikke fundet nogle pixelfejl på panelet, og testbilleder i HD med 100% rød, grøn, blå, hvid og sort står perfekt og homogent. Der er lidt svage vertikale striber i det røde testbillede, jeg ved ikke hvorfor - der er ikke noget som ses under normale forhold. Sort er mere sort end på de fleste andre LCD skærme, men dog ikke så sort som på Plasma. Jeg ser ikke noget "lysudtræk" i kanterne fra baggrundslyset.

Hvis underkanten af billedet betragtes ovenfra (kig ned mellem panelet og den nederste skærmkant) kan man tre steder - jævnt fordelt over skærmens bredde - se nogle parvise lysende prikker med lidt mørk skygge imellem. Det ses kun når skærmen betragtes i vinkel, og kun med helt lys (f.eks. hvid) baggrund. Lidt irriterende. Jeg har ikke observeret dette på andre paneler. Måske har det noget at gøre med Sharp panelets design eller interne opbygning. Dette burde Philips kunne undgå.

De indbyggede højtalere er OK. De er gummiophængt inde i kabinettet, hvilket medfører at der ikke opstår resonans o.lign. Der er ikke tale om super lyd, men lyden er ganske OK set i forhold til andre skærme.

Skærmen har en god Internet del, og er på dette område f.eks. Samsung langt overlegen. DLNA funktionaliteten fungerer rigtigt godt. Det er lidt irriterende at der kun er mulighed for kabelført Ethernet. Her er Samsungs LED skærme lidt smartere, med mulighed for WIFI dongle.

PFL8664H har et kæmpe problem. Kabinettet "knitre" når TV'et er i drift. Jeg ved ikke om det er kabinettets bagbeklædning som giver sig termisk, eller om det er de interne komponenter (f.eks. panelet der arbejder). Er man følsom overfor lyde (blæserstøj o.lign.) skal man holde sig fra Philips PFL8664H. Philips nægter at de kender til problemet, men der er rigtig mange som klager over det på nettet (fandt f.eks. en del på et tysk HI-FI site). Det er simpelthen for dårligt, da der tydeligvis er tale om en designfejl eller dårlig material/samlekvalitet.

Tænder man for Ambilight, brummer det også lidt. Med det er til at holde ud. Hvis det generer, kan Ambilight jo blot slukkes.

Mht. tilslutninger, så er der det hele. 4 HDMI, 2 SCART, Component osv. Ud over at de fleste af stikkene vender bagud, så kan man ikke anvende vinklede HDMI stik, da Philips har sat dem "på hovedet". Ikke for smart.

Fjernbetjeningen er flot og fin. Langt bedre design end Samsungs forfærdelige plastikstave. Dog ikke så flot (alubelagt) som på 9000 serien. Jeg har suppleret med en Philips Prestigo SRU 8015 multibetjening, som også fungerer fint med mit øvrige udstyr.

Min konklusion er at Philips PFL8664H er en fin og flot skærm. LED baggrundsbelysningen fungerer rigtig godt, billedet er super flot, lyden er acceptabel (god for et 3 cm. tykt faldskærms TV). Den knitrene og klikkende støj fra kabinettet er for mig helt uacceptabel, men vil måske ikke genere andre - det afhænger af hvor følsom man er overfor lyde. Hvis jeg skulle vælge TV igen, var jeg nok gået efter Samsung UE40B7070 LED - alene for at undgå knitrelydene på Philips TV'et. Jeg ville dog så savne Ambilight.