Til diskussion og snak om computerskærme
Af Oraven
#217874 Jeg vil have en ny skærm, og der er to faktorer som er vigtige.

Jeg døjer en del med at mine øjne bliver trætte af at kigge lang tid på skærm, og specielt om aftenen er det slemt. Så jeg har seriøst overvejet en af de nye "flimmerfri" skærme a la Eizo EW2436, som bl. a fik en god test her på siden. Men er samtidig ude efter en god brugt RGB skærm, da jeg gerne vil være mere seriøs med min fotografering.

Er gode brugte (da mit budget er ca. 5000,-) RGB skærme "flimmerfri" eller hvordan. Flimmerfrihed og farverum er vel to forskellige størrelser. Jeg har blandt andet kigget på Eizo CG 243W, som fik gode anmeldelser i sin tid (hvor mange timer/ år er der forventeligt i en sådan skærm?).

Har også kigget lidt på Philips 272p4apjkhb og Benq SW2700PT, som begge to er ret nye og med RGB, men ved ikke lige hvordan de er i forhold til flimmerfrihed. Ved nogen om de er på vej på testbænken hos flatpanels?

Andre gode relevante inputs og erfaringer er meget velkomne.

Ravnen
Brugeravatar
Af Rasmus Larsen
#217889 Når du siger RGB tænker du så på sRGB eller AdobeRGB? For førstnævnte klarer EW2436W også.

Mht. brugte skærme, så vil jeg sige det på den her måde. Jeg har endnu til gode at se en skærm, som er flimmerfri, uden at de har skiltet med det. De fleste ældre skærme med LED-bagbelysning er bare ikke flimmerfri, så vær på vagt hvis du køber brugt.

Jeg er selv gået over til at bruge to flimmerfri skærme og jeg kan mærke forskel. Den mest betydelige forskel var da jeg i et par uger skiftede tilbage til en ikke-flimmerfri skærm for at se om det ville påvirke min øjne. Jeg oplevede, at de blev mere trætte og generede efter en fuld dag.
Brugeravatar
Af Torben Rasmussen
#217896 Dell har en del modeller som er flimmerfri, men som de ikke skilter med. Jeg faldt over deres seneste version af 27" IPS-modellen, som er flimmerfri.

Se en liste her:
http://www.tftcentral.co.uk/articles/fl ... tabase.htm
Af Oraven
#217928 Hej Rasmus og Torben

Jeg vil helst have en skærm som kan klare Adobe RGB. Jeg kan dog se, at der ofte er en heftig debat om det overhovedet er nødvendigt at have aRGB med mindre, man skal redigere billeder på et professionelt plan.

Desuden virker det som om at aRGB skærme og så flimmerfrihed ikke just går hånd i hånd. Og hvis mit budget ydermere siger maks. 5000,- så ved jeg ikke om det overhovedet er realistisk at tænke i aRGB-baner, når nu de lidt ældre aRGB modeller ikke er flimmerfri.

Så måske må jeg slå mig til tåls med sRGB og så nyde flimmerfriheden og indimellem sukke over at gå glip af de sidste fine nuancer.

For en god ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på, at alt gemmes i RAW samt bedste JPEG i kameraet, og at jeg kraftigt overvejer at starte en lille fotobiks op, hvis jeg kan klemme mig ind på markedet. Det skal lige researches lidt dybere, men lysten er der.

Fint link til listen over flimmerfri skærme. Den må jeg begynde at tygge mig igennem, når tiden er til det.

Flere input til om det er realistisk med både flimmerfrihed og aRGB for 5000,- er mere end velkomne. Også gerne erfaringer fra fotofolk og andre, som kan skifte mellem a- og sRGB.
Brugeravatar
Af Rasmus Larsen
#218284
Oraven skrev:Jeg vil helst have en skærm som kan klare Adobe RGB. Jeg kan dog se, at der ofte er en heftig debat om det overhovedet er nødvendigt at have aRGB med mindre, man skal redigere billeder på et professionelt plan.


Ja, de fleste miljøer på PC'en kører stadig i sRGB, så det er mest til foto, at man høster fordelene af AdobeRGB. Indtil hele økosystemet omkring PC tager skridtet op, er sRGB fint til mange opgaver, men jeg tror desværre at det tager en del år endnu.
Brugeravatar
Af Montago
#219026 Jeg købte en U2711 som har 98% AdobeRGB samt udviddet Gamut + 100% sRGB (Fabriks-kalibreret skærm)

må ærligt tilstå at jeg endnu ikke har fundet ud af fordelen ved adobeRGB...
har læst alt hvad jeg kan finde på google med hensyn til opsætning af farveprofil i Photoshop CS6 og Windows - synes kun det giver en masse problemer.

Jeg er derfor endt med at køre sRGB og oftest stripper jeg farveprofilen fra billeder når de skal redigeres - og når jeg outputter billedet sørger jeg også for at de er fri for farveprofil. Det er den eneste måde jeg kan styre hvordan billedet ses på andre skærme i utallige miljøer !!

Når jeg printer (på min Canon fotoprinter) benytter jeg indstillingen "Percieved colors" som giver mig næsten 1:1 farver i forhold til det jeg ser på skærmen !

i Picasa har jeg fravalgt at bruge farvestyring, da det kun giver forkert visning af farverne.

Det KAN være det bare er mig som er forvirret og ikke aner hvad jeg laver - men målet må være at:
- Se billederne med rigtige farver
- redigere billederne med rigtige farver
- lade andre se billedet med rigtige farver

AdobeRGB er kun godt hvis målgruppen også har AdobeRGB (nobody??) eller et trykkeri som formår at benytte farveprofilen !!!!

Nogle ting jeg fandt ud af i processen var bl.a.
- Windows er komplet elendig til farvestyring
- 100% Rød i Windows ser orange ud på en sRGB skærm !??
- 100% Grøn i Windows er fesen grøn på sRGB skærm
- Extended Gamut profiler og AdobeRGB er dog i stand til at vise rigtig rød og rigtig grøn ..

-------
Kan anbefale Dell U2713HM (LED backlight) 100% sRGB som jeg har på arbejdet. Matte Coating er pæn i forhold til U2711.

Men finder det som sag tvivlsomt hvad man får ud af de udvidede gamut skærme O-O
Brugeravatar
Af Rasmus Larsen
#219040 Ja, det beskriver ret godt situationen med AdobeRGB. Hele økosystemet omkring skærme, dvs. monitors, mobiler og tv, gør generelt brug af sRGB-farverummet (i tv-verdenen "Rec.709"). Det er efterhånden på tide, at man tager skridtet videre, men LCD-teknologien, der jo bruges i næsten alle skærme, giver en del udfordringer. Det vil givetvis ændre sig med nye teknologier såsom OLED.

Derfor er AdobeRGB også mest oplagt til f.eks. print/foto-opgaver. Hvis man vil designe grafik til f.eks. internettet er der ikke rigtig nogen fordel i at arbejde med større farverum end sRGB. Næsten alle dem man henvender sig til har alligevel sRGB-skærme (og en del billigere tablets kan ikke engang mætte sRGB fuldt ud).

I tv-verdenen har man sat et mål for år 2020 med Rec.2020, der er et meget bredt farverum. Forhåbentlig følger monitor/mobil verdenen efter og bruger samme farverum.
Af Oraven
#222988 Nå så er jeg kommet lidt videre med skærm.

Jeg har udset mig en Asus PA 279Q. Men der er opstået lidt forvirring om hvad denne skærm indeholder af Asus' såkaldte eyecare technology. Og jeg er ikke blevet klogere efter at have konsulteret tre forskellige medarbejdere hos Asus samt deres forum.

Asus hævder, at skærmen skulle være flickerfree, men når jeg ser på listen fra TUV over testede og godkendte skærme fra Asus, ja så optræder pa279q ikke på denne liste. Det samme gør sig gældende med deres såkaldte blue light technology. Her optræder den heller ikke på listen fra TUV.

Men hvad angår flimmer, ja så hævder Asus selv at denne skærm er flickerfree. Desuden indeholder den blue light technology. Men denne findes i to versioner afhængig af firmware. Og firmware kan ikke opgraderes.

Med den ene type FW kan man justere/reducere det blå lys i fire trin alt efter, hvad du vil bruge skærmen til. Det blå lys kan reducers med op til 70 procent.

Med den anden type FW kan man ikke selv justere på filteret, men det skulle være indbygget alligevel, hævder de hos Asus.

De har dog ikke indtil videre kunnet svare mig på, hvordan jeg finder frem til den type firmware og blåfilter, jeg gerne vil have, som nok er det, hvor man selv kan justere filteret.

Er der nogle på forumet som kan hjælpe mig videre,mens jeg venter på svar fra Asus.

N.B. Undrer mig en del over, at ansatte hos Asus tilsyneladende har svært ved at finde ud af, hvad deres egne produkter indeholder, og hvilke teknologier de anvender i deres skærme.
Brugeravatar
Af Rasmus Larsen
#223433 Haha, undskyld men det altså lidt sjovt, at Asus ikke selv kan give et klart svar.

Jeg har haft lidt ferie - har du fået købt skærm?

Mht. blue light, så ved jeg ikke om jeg har så meget fidus til systemerne. Der er jo mange studier, der viser, at man får svært ved at sove ved blåt lys fordi vores hjerner opfatter det som dagslys, men man kan jo godt selv regulere farvetemperaturen på skærmen.
Af Oraven
#223512 Ja jeg forstår ikke deres måde at yde service på. Det endte med, at de henviste til deres egen hjemmeside. :(

Jeg har haft en Asus pa279q hjemme på prøve, men er endt med at returnere den, fordi jeg ikke kunne få klarhed over hvilke teknologier, den rummer. Desuden manglede den både skærmhætte og kalibreringsrapport, da det var en ombytningsskærm fra Asus. Men umiddelbart virkede det som en ganske god skærm. Dog forekom den en anelse pixeleret iforhold til mobil og ipadskærme ,hvor pixeltætheden er noget tættere.

Er det noget I tænker over, når I tester skærme?

Jeg er selv i tvivl om effekten af diverse blue light filtre. Det mest lovende er måske Philips, som i stedet for at dæmpe det blå lys på nogle modeller ændre bølgelægden, så den ikke skulle være så anstregende for øjnene, som jeg har forstået det. De kalder det for soft blue technology. Og det skulle derfor ikke påvirke farven. Om det så vil stå for en faktisk test er så en anden sag. Desværre laver de heller ikke en Adobe RGB skærm med denne teknologi.

Så lige nu kigger jeg på diverse skærme fra Dell, Benq og Asus.

Blandt andet BenQ bl 2710pt og Dell U 2713H.

Men igen alle gode inputs er mere end velkomne.
Brugeravatar
Af Rasmus Larsen
#223553
Oraven skrev:Dog forekom den en anelse pixeleret iforhold til mobil og ipadskærme ,hvor pixeltætheden er noget tættere.

Er det noget I tænker over, når I tester skærme?


Ja man bliver hurtigt forvænt af at kigge på mobilskærmene. Vi har ikke lagt så meget vægt på det i anmeldelser af PC-skærme hidtil fordi man reelt skal op i Windows 8.1 eller 10 for at få ordentlig skalering af PC-skærme med høj opløsning. Men der bliver jo også længere imellem vores anmeldelser af PC-skærme. Generelt sker der bare ikke det helt store på det marked, oplever jeg.

Jeg har selv en Eizo og Dell stående her på skrivebordet, og til tider en BenQ. Fine skærme til det daglige arbejde med web, grafik, tekst mm. De er alle sammen med IPS og flimmerfrie. Jeg havde tidligere en 27" Dell stående med 2560x1440, men jeg udskiftede den faktisk. Jeg var egentlig glad for den, men jeg arbejder mest med tekst og jeg synes simpelthen, at teksten generelt blev lige en tand for lille i det daglige og Windows 7 skalerer ikke særlig godt. Jeg ved dog at Torben her fra FlatpanelsDK-redaktionen har samme skærm stående og er glad for den.
Brugeravatar
Af Torben Rasmussen
#223565 Min Dell er et par generationer ældre, nemlig 2711'eren, som ikke er flimmerfri. Opløsningen er OK til en 27" model, men det er ikke så lækkert som retina. Men du kan jo ikke betale dig fra så høj en opløsning og der skal noget af en arbejdshest til at trække skærme med 4x opløsning.